• maj 1, 2012

Ud af kassen

Ud af kassen

1024 576 admin

Det suser om ørerne lige nu, flere projekter er ved at tage form og som altid er den store kunst at lade være med at genkende det man aner i horisonten… Åhh, det er jo en skonnert.

Man skal lade være.

Man risikerer at ændre det, minimere det, proppe det nye ind i en gammel skabelon. Det er så fristende at orientere sig efter gamle erfaringer men det peger kun én vej – tilbage. Det kan føles decideret ubehageligt ikke at putte ting i kasser. Få fred, få orden, få styr på sin fremtid og nutid og samtid.

Men man skal lade være, så længe man kan.

På et tidspunkt vil skonnerten være så tæt på, at man kan se at det er en hidtil ukendt art svømmeøgle. Så er det på tide at finde ud af hvad man stiller op med den, men ikke før.

En kær ven af mig begyndte at skrive mens hun var under uddannelse som sanger. Teksterne prøvede hun så at sætte til musik, det måtte jo være sange, de skulle synges. Men det ville de ikke lige sådan. Og jeg rystede på hovedet: Når man får et barn siger man da ikke nej tak, jeg ville hellere have haft en sorthåret.

Med større børn er det i øvrigt lige sådan. Jo mere nysgerrig man kan forholde sig – jeg har godt nok selv født dig og fodret dig og båret dig og set dig vokse i 11 år, men hvem er du egentlig? – jo mere får man igen. Gør man sig klog og drager forhastede konklusioner er der så lukket! Jo tak, det er klart nemmere at give andre gode råd end selv praktisere dem 🙂

At jeg starter med at skrive om projekter er faktisk endnu et avanceret forsøg. Hvis nu jeg henregner turbulensen til projektkategorien er der genetableret en form for orden. Der er nogle projekter i sin vorden (det nye) og så er der resten (det gode gamle). Det holder bare ikke…

Det begynder som en lille tvivl, en knirken i gulvbrædderne. Selvforståelsen begynder at virke en smule postuleret, men samtidigt åbner sig en sort afgrund af ingenting under den. Ingenting at hage sig fast til, ingenting at identificere sig med, ingen kasketter, ingen jakkesæt, ingen undertøj … Skal jeg virkeligt slippe mine meninger, mine holdepunkter, alt det jeg hidtil har orienteret mig efter. Det er ikke et spring ud over kanten, det er bare underlaget der forsvinder. Det smuldrer, eroderer. Det er fuldstændigt porøst og siver nu væk under fødderne som fint sand. Kviksand. Nedefter i en rolig malstrøm. Først der løfter jeg blikket og kikker opad.