• juli 3, 2012

Lort nok

Lort nok

1024 682 admin

Sidste blogindlæg handlede om at opgive musikken eller mere præcist: Kontrollen med den. Hvordan den skal udtrykke sig, hvorhen den vil, hvornår, hvorfor… En kvik 10 årig pige jeg kender har for længst gennemskuet det og formuleret følgende opfordring til sin mor: Slap nu af- prøv at stave kontrol bagfra!

Den er hermed givet videre.

Nu er at slippe kontrol ikke lig med at drive for vinden. Hvis det opleves sådan, er det måske fordi man ignorerer behovet for en let hånd på roret, udkik og nærvær. At sejle for vinden er mere fornemmelsen af at bevæge sig i den retning man kan komme med lethed fremfor at krydse op imod den kraft der skulle bringe en frem. Er det så at opgive at have et mål? Det vil jeg heller ikke sige. Jo, måske et snævert defineret mål a la ”jeg vil være verdens bedste fodboldspiller”. Men det er i hvert fald at opgive forestillingen om at vide hvad vej man skal for at nå det.

Jeg er så havnet på Børsen. Der hvor man handler, udveksler. Jeg kender ikke markedet endnu, jeg er ved at undersøge det nærmere. Hvem er købere til ens varer og hvad er prisen.

Og musikken. Kroppen gør det nødvendige, mange års dårlige vaner er ved at slippe. Musikken er ikke længere en længsel efter noget der var engang. Jeg kan pludseligt sidde med hele menageriet omkring mig: Lydsiden af computerspil og mobilsamtaler, opvaskemaskiner og kæledyr og legekammerater. Aftaler om 20 minutter, uskrevne indkøbslister og ufinansierede skattelettelser. Og musikken åbner sig alligevel som en stor bred flod der strømmer roligt eller heftigt. Med liv og glæde og alvor og visdom og lethed.

Der er ikke rigtigt noget at sige bagefter. Man går videre med sine indkøbslister, tandlægebesøg og årsregnskaber. Nu giver det bare mening at være her.