Improvisation

Musik er først og fremmest...

En mulighed vi alle er født med og kan dyrke hele livet. En kilde til glæde og inspiration, fest og fordybelse. Og noget vi kan bruge alene og sammen med andre.

Når jeg improviserer er mit udgangspunkt ikke noder, men bevægelse. Indre bevægelse eller ydre bevægelse. Bevægelse har et flow eller en rytme og ud af rytmen kan komme toner, der samler sig til melodi og til form. Det handler først og fremmest om at finde ro og nærvær til at lytte og frihed og tillid til at udtrykke sig. Intet er i princippet forkert, men jo mere nærværende jeg arbejder, jo mere bygger energien op; og med den idéerne, udtrykket, båndbredden og overblikket.

Hvis jeg havner i den samme blindgyde igen og igen er der dog netop mulighed for at lære noget nyt. For gennem det konkrete kunstneriske arbejde kan jeg finde vej igennem problemsteder der ellers er sandet til. Og det er også her jeg kan ane nye muligheder længe før den daglige bevidsthed fanger pointen.

At improvisere sammen i en gruppe giver nogle helt særlige læringsmuligheder og musikalske oplevelser. Modsat i et kor eller i et band får man ikke tildelt en bestemt musikalsk rolle og der er heller ingen dirigent. At finde ind i en fælles strøm er noget de fleste musikere kender til, mennesker har gjort sådan i alle kulturer, til alle tider. Selv en stor gruppe kan blive som en stime eller en fugle flok. Man er på én gang helt sig selv og helt tilstede i den fælles musik.

Man kan improvisere indenfor en genre som i indisk eller afrikansk musik, jazz eller blues. Men man kan også improvisere sammen med brug af alle mulige typer af lyd og bevægelse. Det kalder jeg fri improvisation eller intuitiv musik. Udtrykket kan være dramatisk, minimalistisk, blidt, larmende, meditativt eller humoristisk. Musikkens form er derimod ofte ret enkel. Det hele ligger i kontakten mellem musikerne, i opbygningen og i overgangene.

Læs mere på bloggen fx Alt hvad der er værd at vide om inspiration eller Frihed og Spilleregler. Under formater kan du læse om The Art of Improvisation – en impro community på Djursland.