• december 15, 2013

Frihed og spilleregler

Frihed og spilleregler

1024 638 admin

Første gang jeg mødte den fri improvisation var i gruppen Vokalorkestret, som jeg var medlem af fra 2003 til 2010. Jeg havde mange erfaringer som bandmusiker i forvejen også med improvisation og komposition/sangskrivning, men det her var et skridt videre. Vi var 9 sangere, øvede sammen hver uge, lavede koncerter, indspilninger og events og improviserede al musik på stedet uden noget forlæg eller rollefordeling. Jeg skrev bl.a. i et pressemateriale at det faktum at der ikke forelægger nogen aftaler skærper sanserne og flytter grænserne. Og det gjorde det virkeligt – musikalsk og menneskeligt.

Men med tiden stødte al denne frihed alligevel på grund. Jeg hørte mig selv og andre sidde fast i gamle vaner. Vi kunne stadigvæk lave musik sammen men vi skabte ikke noget nyt, vi kom ikke dybere. Vi gentog det vi var blevet gode til. Magien var væk. Herfra kom lysten til at finde veje ind i musikken på ny uden derfor at forlade den fri improvisation med dens mange kvaliteter. En ny balance mellem form og frihed.

Et eksempel: Vælg en vokal og Syng en måned

Med improvisations oplægget ”vælg en vokal og syng en måned” bad jeg nogle sangere, studerende fra 1. semester Musikterapi om at vælge en eller to vokaler/vokallyde som materiale i en improvisation. Opgaven var at udtrykke en måned. Hvilken måned havde de forinden udtrukket tilfældigt på en lap papir. De var i grupper på 2-3 personer, fik 5-10 minutters forberedelse og skulle så fremføre improvisationerne. De andre grupper stod med ryggen til og skulle så prøve at gætte hvilken måned der var tale om. Resultatet var overraskende.

Få uger inden havde vi lavet en lignende øvelse i faget stemmebrug hvor rammen var en farve, man selv valgte, men uden nogen begrænsninger i forhold til musikalske parametre – frit valg på alle hylder. Dengang var det meget svært at høre hvilken farve grupperne havde valgt, samspillet var tøvende og udtrykket ret diffust.

Det jeg oplevede da de tre grupper improviserede var en meget levende, billedrig og præcis fortolkning og fine logiske forløb. Spontant lod vi være med at gætte på hvad vi hørte, men lod de tre stykker afløse hinanden, som årets gang. Derefter satte vi os i en kreds, fortalte om associationer vi havde fået og hvad i musikken der havde talt til os. Og til sidst gættede vi på hvilke måneder vi havde hørt.

Da jeg bagefter spurgte hvordan det havde været for den enkelte sanger at arbejde på denne måde fik jeg tre typer reaktioner: Sanger A havde nok følt sig provokeret, da jeg fremlagde præmissen vælg kun en eller to vokaler, men havde kunnet gå ind i arbejdet sammen med sin gruppe og var inspireret af de musikalske resultater. Sanger B syntes det gav mening og trak straks tråde til klinisk praksis. At kunne være skabende og kommunikerende om nødvendigt med et meget begrænset materiale er relevant for en musikterapeut ”hvis nu man står med en klient der kun har i og æ lyde”. Sanger C stod uforstående overfor opgaven. Hun foretrak at udtrykke sig frit og mente ikke at forberedelsen i gruppen havde vægtet det egentlige.

Det jeg synes er tankevækkende er at alle tre grupper kommunikerede fremragende i musikken. Også sanger C´s gruppe. Oplevelsen af ikke at kunne udfolde sig frit nedtonede måske nok performance delen, men det gav til gengæld plads til noget andet. Det var som om det der skulle fortælles fik hovedprioritet fremfor fortælleren. Eller det man mister i bredden, vindes i dybden.

Det fænomen undersøger jeg nærmere i de kommende tre blogindlæg – læs videre i Playing.