• december 15, 2013

Frihed og spilleregler IV – limits

Frihed og spilleregler IV – limits

1024 638 admin

Stephen Nachmanovitch er udøvende kunstner og i bogen Free Play – Improvisation in Life and Art, skriver han om den kreative proces. Det legende eller Mind-at-play er der hvor alting begynder:

”Improvisation, composition, writing, painting, theater, invention, all creative acts are forms of play, the starting place of creativity in the human growth cycle and one of the great primal life functions. Without play, learning and evolution are impossible. Play is the taproot from which original art springs; it is the raw stuff that the artist channels and organizes with all his learning and technique… Creative work is play; it is free speculation using the materials of one´s chosen form.”

Legen og det barnlige forstås her som det umiddelbare, utæmmede og fuldstændigt nærværende i alle mennesker og som en forudsætning for udvikling, læring og kreativitet i bredeste forstand. I en mere snæver forståelse af kreativitet som i dissideret kunstnerisk arbejde er leg lige så essentielt. ”Full-blown artistic creativity takes place when a trained and skilled grown-up is able to tap the source of clear, unbroken play-consciousness of the small child within.” Med ord som trained and skilled (veluddannet og kompetent) peges der på det der skal til, når man bevæger sig fra fri leg mod en professionel udøvelse.

Nachmanovitch bruger ordet limits og det kræver lidt forklaring, som med udtrykket benspænd (se forrige blogindlæg), der normalt opfattes som noget negativt, men i Trier´s anvendelse betyder nødvendige regler i en (også) lystfyldt leg. Begrænsninger i fri improvisation lyder umiddelbart som en selvmodsigelse, men fri improvisation er ikke fri i absolut forstand. Man er altid begrænset af noget: instrumentet, sin teknik, akustikken, dagsformen, hinanden, lokalet, tidspunktet, økonomien, andres forventninger og ikke mindst sig selv. Blame it on the gear er en ironisk kommentar til dette faktum.

“Sometimes we damn the limits, but without them art is not possible. They provide us with something to work with and against. In practicing our craft we surrender, to a great extent, to letting the materials dictate the design. The viscosity of paint, the tensile strength and wolf tones of violin strings, the egos of actors – all these foibles and limitations can be seen as the discipline that evokes creativity.”

Mens nogle begrænsninger så at sige er indbyggede kan andre være selvvalgte. Vi kan vælge en bestemt skala, en rytme, et andet instrument eller bruge usædvanlige oplæg fx improviser ved at spille gaderne på et bykort eller lav en improvisation på 60 sekunder med en klar indledning, mellemdel og afslutning (Nachmanovitch´ eksempler). Begrænsningen giver en struktur og struktur er nødvendigt også i fri improvisation. Struktur kan udløse spontanitet. Den behøver ikke definere en form, den kan også fremprovokere reaktioner hos de udøvende og af den vej bringe nye ting til at ske.”Working within the limits of the medium forces us to change our own limits. Improvisation is not breaking with forms and limitations just to be “free”, but using them as the very means of transcending ourselves.”

 

Mens man venter på det uventede øjeblik hvor det magiske sker, som Sørensen refererer til i sin anmeldelse af De 5 Benspænd (forrige blogindlæg), kan man egentlig kun gøre en ting: Man kan undgå at stå i vejen for det. Når man selv træder tilbage kan det egentlige, musikken, træde frem. En måde at holde sig beskæftiget så man ikke står i vejen er ved at arbejde med en spilleregel, en begrænsning, et kreativt benspænd.

“There are, it seems, two Muses: The Muse of Inspiration, who gives us inarticulate visions and desires, and the Muse of Realization, who returns again and again to say, “it is yet more difficult than you thought.” This is the Muse of form…  I may be, then, that form serves us best when it works as an obstruction to baffle us and deflect our intended course. It may be that when we no longer know what to do we have come to our real work and that when we no longer know which way to go we have begun our real journey. The mind that is not baffled is not employed. The impeded stream is the one that sings.”(citat digter Wendel  Berry)

 

Og med disse ord afrunder jeg tråden Musik, Kunst og Bevidsthed.