• december 15, 2013

Frihed og spilleregler II – playing

Frihed og spilleregler II – playing

1024 638 admin

Playing betyder både at lege en leg, spille et spil eller udøve en sport og at spille et instrument eller spille musik. Balancen mellem form og frihed er ligeledes vigtig i både en leg, et spil, i sport og i musik.

I et forsøg på at lave en model der omfatter alle lege, voksnes såvel som børns, har Roger Caillois i bogen Man, Play and Games defineret leg som en aktivitet der er grundlæggende:

  1.  Free: in which playing is not obligatory; if it were, it would at once lose its attractive and joyous quality as diversion;
  2.  Separate: circumscribed within limits of space and time, defined and fixed in advance;
  3.  Uncertain: the course of which cannot be determined, nor the result attained beforehand, and some latitude for innovations being left to the player´s initiative;
  4. Unproductive: creating neither goods, nor wealth, nor new elements of any kind; and, except for the exchange of property among the players, ending in a situation identical to that prevailing at the beginning of the game:
  5.  Governed by rules: under conventions that suspend ordinary laws, and for the moment establish new legislation, which alone counts;
  6. Make-believe: accompanied by a special awareness of a second reality or of a free unreality, as against real life.

Jeg synes det er oplagt at de fire første kvaliteter også er essentielle i fri improvisation, men hvordan stiller det sig med de to sidste? Caillois skriver meget om forholdet mellem Regler (Rules) og Fantasi/Forestilling (Make-believe) og sætter dem i et særligt forhold til hinanden:

“The game consists of the need to find or continue at once a response which is free within the limits set by the rules. This latitude of the player, this margin accorded to his action is essential to the game and partly explains the pleasure which it excites…  Many games do not imply rules… games,  in general, which presuppose free improvisation, and the chief attraction of which lies in the pleasure of playing a role, of acting as if one where someone or something else, …the sentiment of as if replaces and performs the same function as do rules. Rules themselves create fictions.”

Her får jeg lyst til at sammenligne med nogle konkrete spilleregler brugt i fri improvisation.

Spillereglen Spil et bjerglandskab trækker fx på Fantasi/Forestilling: Man kan vælge en rolle indenfor scenariet, en har udsynet fra toppen, en anden klatreturen i den tynde luft, men den grafiske kontur af bjerglandskabet kunne også være et afsæt som om man var landmåler og nøgternt skulle gengive det man så.

Spillereglen jeg beskrev i sidste blogindlæg Vælg en vokal og syng en måned har både en regel og et scenarie, som i bedste fald understøtter hinanden og udfordrer gruppen til mere originale musikalske løsninger. Meningen bliver at udtrykke en måned på en musikalsk måde (eller finde flow, lege) indenfor den i sig selv absurde regel – fordi man kan. Hvis man ikke kan giver det ikke mening. 3 årige elsker at sparke til bold, men finder næppe nogen glæde i en fodboldkamp med afmærket bane, regler, hold og dommerkendelser.

Caillois beskriver et kontinuum fra uro (turbulence) til regler (rules) med Paidia som den ene pol og Ludus som den anden. Paidia er afledt af ordet barn og repræsenterer det frie flow, lyst og lystighed, ukontrolleret fantasi, fri improvisation, impulsivitet osv. mens Ludus, spil på latin, står for disciplin, styring og retning af flow, dvs. kontrol med eller sågar forhindring for Paidia-princippets udfoldelse. Jo længere vi bevæger os ud mod Ludus polen, jo større krav stilles der til fx færdigheder, øvelse, overblik, tålmodighed eller præcision. Man kan stille det op i en simpel model.

Paidia      ———————————–     Ludus

Og ligeledes til at se feltet fri improvisation som et kontinuum mellem (fri) leg og spilleregel.

Leg     —————————————–   Spilleregel

 

Det har et hold danske filmmagere sat på kanten – læs fortsættelsen i Benspænd.