• april 21, 2012

Eksspiration

Eksspiration

1024 683 admin

Idet man tager en indånding er det allerede givet at der også følger en udånding. Inspiration og eksspiration. Indtryk og udtryk.

Egentlig er der ingen grund til at blande sig i den proces. Den passer sig selv, ellers var vi jo faldet om for længst. Ikke desto mindre kan det være en hård nød at knække: At man hverken skal lede efter det man vil have ind eller styre hvad der kommer ud.

Lige nu er jeg f.eks. ved at eksspirere på forhånd. Slap nu lidt af, denne udtrykslyst der næsten gør stakåndet. Træk vejret – sådan. Efter flere uger med tunnelsyn er det overvældende at komme ud i lyset, i den friske luft.

Når balancen indfinder sig falder udtrykket på plads af sig selv. Indtryk, udtryk. Inspiration, eksspiration. Det er pludseligt ikke længere omgærdet af mystik. Hvordan gør man, sådan teknisk set? Skaber et projekt, skriver en bog, finder et job, får en kæreste, siger sin mening, synger den næste frase – eller hvad med at bygge en ark!

Både kræfterne, idéerne, tilliden og troen på at det kan nytte og har betydning får man med hver eneste indånding hver eneste dag. Det lyder bibelsk og det er egentligt ikke tilsigtet, men nok heller ikke tilfældigt. Det er en oldgammel erfaring, som går igen alle steder hvor mennesker har forsøgt at formulere noget om livet.

Resten er endnu nemmere: Slip luften ud igen. Man kan normalt ikke lade være, det ligger ligesom lige for. Jeg tror alle mennesker længes efter det helt simple, at udtrykke sig selv, med den grundlæggende fornemmelse at ville give verden noget. Ikke blot overleve, men skabe. Ikke blot modtage, men give tilbage.

Men vi mennesker er sociale dyr. Det vi gør, gør vi også for hinanden og i perioder uden respons kræver det fornemmelse for det lange lange stræk. Mailboxen er tom, ordrebogen er blank, applausen udebliver. At skabe er virkeligt at kunne ride på kæmpe store stillehavsbølger. Kollosale vandmasser der flytter sig, men så store at man ikke kan se dem undervejs. Sætte af med sans for timing og så stole på løftet, holde retningen og investere opmærksomhed og arbejde over lang tid.