Inspiration

682 1024 admin

Afrunding

Dette er mit sidste indlæg i tråden Inspiration.

Måske starter jeg en ny tråd, det vil vise sig, ligesom afsættet til at lave denne hjemmeside for et år siden og ”Alt hvad der er værd at vide om inspiration” på bloggen for et halvt år siden.

Dengang anede jeg ikke hvad den skulle. Jeg tænkte diskussions forum og mulighed for udveksling, (under alle omstændigheder vidste jeg, at jeg skulle skrive jævnligt). Det blev så nærmere en kryptisk logbog over udførelsen af det jeg har kaldt ”fri improvisation i et år”.

Projektet var inspireret af en drøm jeg havde i efteråret 2011, hvor jeg blev optaget på et et årigt kursus i improvisation. Jeg havde søgt et tre årigt, fik kun et år, men forstod også at det var mere præcist. Faste læsere af bloggen vil vide at der var afgangseksamen i foråret, lidt groft når jeg nu havde fået et helt år, men måske var jeg igennem pensum… Jeg bestod i hvert fald (i drømmen) og har i løbet af sommeren fået form på mit videre arbejde erhvervsmæssigt og kunstnerisk (i den ydre verden). Og det var den bagvedliggende opgave efter mange år i undergrunden, som frivillig, autodidakt, hjemmearbejdende, alternativ og ulønnet.

Dermed er projekt fri improvisation afsluttet. I den form. I denne omgang.

1024 576 admin

Om talent og mod

Er der noget man virkelig har talent for?

Noget man egentlig ikke har brug for undervisning i, men bare skal øve sig på, fordi ens medfødte sans guider en og hele tiden stiller nye opgaver. Noget der ligger bagved familiebaggrund, kultur, traditioner, smag og behag.

At lande på rette hylde. Der hvor folk umiddelbart forstår hvad man kan, fordi det ikke er en eller anden erhvervet færdighed man demonstrerer, men simpelthen det, der ligger som en naturlig forlængelse af hvem man er.

Jeg læste en fagbog sidste uge der ramte lige der. Jeg vidste at jeg kendte dette område, at jeg havde gennemkrydset det mange gange på egen hånd. At jeg havde opholdt mig i forskellige egne og havde både vidunderlige og barske erfaringer derfra. Rigtigt mange havde genkendt mig der, men når det kom til profession var jeg ambivalent og fokuserede selv lige ved siden af – i nabolandene. Af gode grunde kan jeg se nu. Der var blevet drevet rovdrift på talentet tilbage i tiden, så forudsætningerne for at udfolde det ikke længere var til stede. Det syntes som en tung og slidsom vej, noget der ville dræne mig for liv. Evigt overarbejde i kulminerne.

Men i nabolandene var jeg lidt en flygtning. Jeg var der kun på besøg og hørte ikke hjemme. Alt var fremmedartet og skulle læres fra bunden. Når man er 41 er man ikke nybegynder, det føles ikke præcist.

Det springende punkt blev mod. Mod til at se – sit eget og andres morads. Og ansvar. Det ansvar der ikke blev eller bliver taget. Nogle børn i byen gik for lud og koldt vand og da jeg erfarede det stod alt på en knivsæg. Skal jeg se væk fordi lidelsen er ubærlig eller skal jeg tvinge mig selv til at se hvad der end måtte være, gå ind i sagen, underrette myndighederne. Og jeg vidste hvad min mor ville have gjort og gjorde det andet.

684 1024 admin

Arbejdet kalder

Det har været sommerferie længe nu.

Jeg prøver at holde tråden til mit arbejde og det er rigtigt svært med huset fuldt af mennesker i den der særlige stemning af computerspil og OL i brede baner. Afslapning og underholdning.

Ikke et ondt ord om afslapning og slet ikke om OL. Jeg oplever det som bedre underholdning end det meste. Men sofaen bliver nedtrykt og fokus lidt lallet, mens atleterne strækker sig til deres yderste, overskrider det de troede muligt, opdager nye sider af sig selv. Mange års tålmodigt arbejde fysisk, mentalt og bevidsthedsmæssigt investeres her – det er da et pragtfuldt scenarie. Det kan man så sole sig lidt i. Vi vandt guld!

Vi?

På samme måde kan fordelingen mellem skabere, udøvere og forbrugere af musik illustreres af en pyramide. Kunstneren i toppen, sofaen i bunden. De få der laver musik til de mange. De særlige, privilegerede, talentfulde som får lov til at bære de manges behov. Er man selv gået i stå kan man så projicere på de eksponerede stjerner.

Igen, ikke et ondt ord om gode koncertoplevelser, men noget er altså skredet i svinget i vores del af verden i vores omgang med kunst.

Kunstnerisk arbejde kræver en særlig opmærksomhed og koncentration. En ro som man selv skal bygge op omkring sig og inden i sig. Nysgerrighed og mod til at bevæge sig ud hvor man ikke har været før. Skarphed og sans for at veksle mellem mange niveauer. Det legende, det analytiske, at kunne give slip, disciplin, improvisation og struktur. For bare at nævne et par stykker. Det er for alle mennesker at arbejde sådan. Vi kommer ikke nødvendigvis til OL, men vi vinder guld i vores eget liv.

God arbejdslyst

1024 682 admin

Lort nok

Sidste blogindlæg handlede om at opgive musikken eller mere præcist: Kontrollen med den. Hvordan den skal udtrykke sig, hvorhen den vil, hvornår, hvorfor… En kvik 10 årig pige jeg kender har for længst gennemskuet det og formuleret følgende opfordring til sin mor: Slap nu af- prøv at stave kontrol bagfra!

Den er hermed givet videre.

Nu er at slippe kontrol ikke lig med at drive for vinden. Hvis det opleves sådan, er det måske fordi man ignorerer behovet for en let hånd på roret, udkik og nærvær. At sejle for vinden er mere fornemmelsen af at bevæge sig i den retning man kan komme med lethed fremfor at krydse op imod den kraft der skulle bringe en frem. Er det så at opgive at have et mål? Det vil jeg heller ikke sige. Jo, måske et snævert defineret mål a la ”jeg vil være verdens bedste fodboldspiller”. Men det er i hvert fald at opgive forestillingen om at vide hvad vej man skal for at nå det.

Jeg er så havnet på Børsen. Der hvor man handler, udveksler. Jeg kender ikke markedet endnu, jeg er ved at undersøge det nærmere. Hvem er købere til ens varer og hvad er prisen.

Og musikken. Kroppen gør det nødvendige, mange års dårlige vaner er ved at slippe. Musikken er ikke længere en længsel efter noget der var engang. Jeg kan pludseligt sidde med hele menageriet omkring mig: Lydsiden af computerspil og mobilsamtaler, opvaskemaskiner og kæledyr og legekammerater. Aftaler om 20 minutter, uskrevne indkøbslister og ufinansierede skattelettelser. Og musikken åbner sig alligevel som en stor bred flod der strømmer roligt eller heftigt. Med liv og glæde og alvor og visdom og lethed.

Der er ikke rigtigt noget at sige bagefter. Man går videre med sine indkøbslister, tandlægebesøg og årsregnskaber. Nu giver det bare mening at være her.

1024 683 admin

I dag opgav jeg musikken

I dag opgav jeg musikken.

Jeg opgav noderne, jeg opgav at lytte, jeg opgav også at forestille mig hvordan jeg kunne komme videre i mit arbejde. Jeg sad og spillede klaver og indså forundret hvor svært det var. Det er ikke svært at spille klaver, men det er grænseoverskridende at opgive musikken man spiller. Den er ikke min, jeg skal ikke noget med den, intet som helst… I yderste instans er det fløjtende ligegyldigt om jeg nogensinde spiller eller synger igen. Og det er så alligevel ikke facit men en helt nødvendig mellemregning, der ikke kan springes over. Den har i øjeblikke fyldt mig med iskold rædsel og tristhed grænsende til depression.

Jeg siger det igen – højt: Det er uden betydning om jeg nogensinde spiller en tone igen!

Musikken har været en livline. Men nu bliver den kappet. Et åndehul i isen. Den eneste sikre forbindelse til sjælen og meningen og glæden og kraften. Og den har været der altid siden jeg var barn og måtte finde en overlevelsesstrategi.

Jeg tænker på salonorkestret, der efter sigende blev ved at spille, imens Titanic gik ned. Eller de jødiske musikere i koncentrationslejrene. Smukke og sørgelige historier om afmagt og lidelse. Nu vil jeg rejse mig fra det skibsdæk, gå ud af barakken. Havet er ikke den visse død, sort og iskoldt. Der er ingen gas i luften jeg indånder. Og jeg tror det vil vise sig at pigtråden smuldrer, når man træder på den.

819 1024 admin

Afgangseksamen

Jeg er til afgangseksamen i improvisation. Censorer og eksaminatorer sidder som et helt panel bag et langt smalt bord – seks, syv personer i alt.

Jeg er i gang med den sidste prøve i et længere forløb. Ud fra et oplæg skal man lave musik. Til denne prøve har jeg kun en pose cornflackes til rådighed (fra Netto ligesom dem min søn vælter op i sin tallerken morgen, middag og aften, hvis han kan komme af sted med det). Det giver en sprød lyd når man maser posen og jeg bruger den til at frembringe et lækkert jazzet beat og nyder det.

Så voteres der. Jeg overværer diskussionen. Alle i panelet undtaget en vil give 10 for præstationen. (Her siges ikke noget om, hvorvidt det er efter den gamle eller den nye karakterskala). Denne ene vil give et 7 tal og jeg ved straks at det handler om en tvivl, en usikkerhed vedr. mit lille barn, som jeg havde indledningsvis. Dermed lader hun sig overbevise af resten af juryen. Jeg zoomer tilbage og gennemspiller hele forløbet igen. Den famlende start, de mange forskellige oplæg og udfordringer og hvordan jeg finder igennem.

Udenfor bliver jeg stoppet af en ny ung studerende. Hun er rystende nervøs og spørger til eksamenskravene, proceduren osv. Jeg trækker på skuldrene og siger at det jeg lavede, blot er det jeg gør i forvejen, hele tiden. Her blev det bare sat ind i en ramme, en lille kasse. Jeg ser mig omkring og opdager at jeg befinder mig ved min gamle folkeskole og nu er færdig med den.

Denne drøm fra sidste uge landede mange års arbejde. Jeg ved at mange omkring mig vil vide hvad jeg sigter til.

Og samtidigt blev næste opgave præsenteret – der er aldrig weekend i følge min arbejdsgiver. På den anden side: Jeg har også noget at indhente.

Det drejer sig om noget så prosaisk som uddannelse, papirer, at få en platform at arbejde ud fra professionelt. Jeg finder gamle gulnede attester frem. Dokumentation for små jobs jeg havde for 20 år siden bliver afgørende. Eksamenskvotienten fra gymnasiet, en på mange måder total formørket tid, er pludseligt adgangsbilletten. Form og indhold står stadig i et meget specielt forhold til hinanden, men provokerer mig ikke længere som før.

1024 576 admin

Ud af kassen

Det suser om ørerne lige nu, flere projekter er ved at tage form og som altid er den store kunst at lade være med at genkende det man aner i horisonten… Åhh, det er jo en skonnert.

Man skal lade være.

Man risikerer at ændre det, minimere det, proppe det nye ind i en gammel skabelon. Det er så fristende at orientere sig efter gamle erfaringer men det peger kun én vej – tilbage. Det kan føles decideret ubehageligt ikke at putte ting i kasser. Få fred, få orden, få styr på sin fremtid og nutid og samtid.

Men man skal lade være, så længe man kan.

På et tidspunkt vil skonnerten være så tæt på, at man kan se at det er en hidtil ukendt art svømmeøgle. Så er det på tide at finde ud af hvad man stiller op med den, men ikke før.

En kær ven af mig begyndte at skrive mens hun var under uddannelse som sanger. Teksterne prøvede hun så at sætte til musik, det måtte jo være sange, de skulle synges. Men det ville de ikke lige sådan. Og jeg rystede på hovedet: Når man får et barn siger man da ikke nej tak, jeg ville hellere have haft en sorthåret.

Med større børn er det i øvrigt lige sådan. Jo mere nysgerrig man kan forholde sig – jeg har godt nok selv født dig og fodret dig og båret dig og set dig vokse i 11 år, men hvem er du egentlig? – jo mere får man igen. Gør man sig klog og drager forhastede konklusioner er der så lukket! Jo tak, det er klart nemmere at give andre gode råd end selv praktisere dem 🙂

At jeg starter med at skrive om projekter er faktisk endnu et avanceret forsøg. Hvis nu jeg henregner turbulensen til projektkategorien er der genetableret en form for orden. Der er nogle projekter i sin vorden (det nye) og så er der resten (det gode gamle). Det holder bare ikke…

Det begynder som en lille tvivl, en knirken i gulvbrædderne. Selvforståelsen begynder at virke en smule postuleret, men samtidigt åbner sig en sort afgrund af ingenting under den. Ingenting at hage sig fast til, ingenting at identificere sig med, ingen kasketter, ingen jakkesæt, ingen undertøj … Skal jeg virkeligt slippe mine meninger, mine holdepunkter, alt det jeg hidtil har orienteret mig efter. Det er ikke et spring ud over kanten, det er bare underlaget der forsvinder. Det smuldrer, eroderer. Det er fuldstændigt porøst og siver nu væk under fødderne som fint sand. Kviksand. Nedefter i en rolig malstrøm. Først der løfter jeg blikket og kikker opad.

1024 683 admin

Eksspiration

Idet man tager en indånding er det allerede givet at der også følger en udånding. Inspiration og eksspiration. Indtryk og udtryk.

Egentlig er der ingen grund til at blande sig i den proces. Den passer sig selv, ellers var vi jo faldet om for længst. Ikke desto mindre kan det være en hård nød at knække: At man hverken skal lede efter det man vil have ind eller styre hvad der kommer ud.

Lige nu er jeg f.eks. ved at eksspirere på forhånd. Slap nu lidt af, denne udtrykslyst der næsten gør stakåndet. Træk vejret – sådan. Efter flere uger med tunnelsyn er det overvældende at komme ud i lyset, i den friske luft.

Når balancen indfinder sig falder udtrykket på plads af sig selv. Indtryk, udtryk. Inspiration, eksspiration. Det er pludseligt ikke længere omgærdet af mystik. Hvordan gør man, sådan teknisk set? Skaber et projekt, skriver en bog, finder et job, får en kæreste, siger sin mening, synger den næste frase – eller hvad med at bygge en ark!

Både kræfterne, idéerne, tilliden og troen på at det kan nytte og har betydning får man med hver eneste indånding hver eneste dag. Det lyder bibelsk og det er egentligt ikke tilsigtet, men nok heller ikke tilfældigt. Det er en oldgammel erfaring, som går igen alle steder hvor mennesker har forsøgt at formulere noget om livet.

Resten er endnu nemmere: Slip luften ud igen. Man kan normalt ikke lade være, det ligger ligesom lige for. Jeg tror alle mennesker længes efter det helt simple, at udtrykke sig selv, med den grundlæggende fornemmelse at ville give verden noget. Ikke blot overleve, men skabe. Ikke blot modtage, men give tilbage.

Men vi mennesker er sociale dyr. Det vi gør, gør vi også for hinanden og i perioder uden respons kræver det fornemmelse for det lange lange stræk. Mailboxen er tom, ordrebogen er blank, applausen udebliver. At skabe er virkeligt at kunne ride på kæmpe store stillehavsbølger. Kollosale vandmasser der flytter sig, men så store at man ikke kan se dem undervejs. Sætte af med sans for timing og så stole på løftet, holde retningen og investere opmærksomhed og arbejde over lang tid.

1024 683 admin

Rapport fra et af verdens brændpunkter

Improvisation er en krævende praksis.

Jeg har dedikeret et år til at komme dybere i sagen (efteråret 2011-12) og besluttet at rapportere løbende om arbejdet her på bloggen. Også når det ikke føles rart, når der ikke er overblik eller retning – tilsyneladende.

Hvorfor nu det? Selvom det hører med (og det gør det), hvad kan andre så bruge det til?

Hvorfor udtrykke sig når det ikke lyder smukt?

I musikken har jeg gennem årene trænet mig til at tåle disse overgange. De lyder af ingenting eller jammerligt. Enhver svaghed i teknik eller indstilling eksponeres til fulde. Har man temperament udfolder det sig gerne med irritation og beskyldninger til højre og venstre. Har man tendens til at føle sig som offer for omstændigheder bliver man sandsynligvis apatisk og selvmedlidende. De fleste mennesker skynder sig væk eller tager kontrol over situationen. Men man kan også vælge at blive i elendigheden.

Være opmærksom men nøgtern. Observere reaktionerne, sine egne, andres. Nok høre hvordan det lyder, men ikke identificere sig med udtrykket. Journalist i et af verdens brændpunkter. Belønningen kommer, for på et tidspunkt sker noget nyt. Man opdager at man befinder sig et sted man ikke har været før og kan begynde, prøvende, at undersøge det nye land.

I et liv er processen nogle gange mere langstrakt. Ubehaget er måske ikke overstået på 10 minutter eller en eftermiddag, men forløbet er præcis det samme. Derfor er det for viderekomne at inddrage hele sin hverdag og alle aspekter af sit liv som improvisationsmateriale. Men det er nu engang opgaven og lige nu er det hårdt.

Der er ingen penge i kassen, der er kun sporadisk reaktion fra omverden og energien er omkring nulpunktet. Overhører jeg noget? Måske, måske ikke. Jeg må lytte videre, det må blive tydeligere. Praktiske opgaver tårner sig op: ”Hvad med at få malet overetagen, nu der er tid”. ”Urtehaven skal gøres klar i april, hvis man vil have et udbytte”. Løbeskoene er grå af støv, også fordi der ikke bliver støvsuget ret tit. Når man pludseligt ikke løber, skal man også spise mindre for ikke at tage på, støt og roligt. Det må man sande er et faktum. Min ellers meget nyttige disciplin er ikke rigtigt et kort at spille denne gang – ikke hvis jeg vil igennem til noget nyt. Jeg må lytte videre.

Langfredag.

768 1024 admin

Alt hvad der er værd at vide om inspiration II

For tiden arbejder jeg med klassisk sang. En tradition med stor erfaring i hvordan man forbinder toppen og bunden, inderside og yderside, lodret og vandret. Disse strukturer definerer ikke lydidealer eller repertoire, faktisk har de ikke specifikt noget med kunst at gøre, hvis man zoomer lidt ud. Det er grundsten, naturlove vi er underlagt.

I sidste uge skrev jeg om musen og kunstneren, at være og at gøre, nu går vi lidt videre.

Toppen og bunden.

Hvis toppen er himlen: kilde til inspiration, overblik, mening og sammenhæng er bunden jorden: jordforbindelse, krop, det fysiske, konkrete. Når denne forbindelse er intakt, ved man hvad man skal og et eller andet sted også hvorfor. Man kan sætte den ene fod foran den anden, løse sine problemer, leve det man ved i hverdagen, i alle ting. Lotto kuponer virker ikke tiltrækkende, lykken er her. I musik: man oplever inspiration og kan omsætte den til konkret klingende lyd.

Lodret og vandret, inderside og yderside.

Bevægelsen mellem top og bund er lodret. Den kan foregå helt uden andres medvirken (men også med fx i kollektiv improvisation og i musikterapi). Den har med indersiden at gøre. Ydersiden bliver først vigtig når det drejer sig om det vandrette plan. Når man skal til at formidle til andre, sende det man er ud i verden. Eksempel: koncertsituation med publikum, forretning med kunder, blog med læsere.

Men er der ikke en lodret forbindelse er der ingenting at formidle. Der er ingen kontakt til mening og sammenhæng eller der er masser af kontakt, men det har ikke fodfæste i det konkrete liv. I den situation skal man ikke kaste sig over sin jobprofil, facebook eller forretningsplanen. Det er der ingen grund til. Der er jo ingen varer på hylderne. 03 for misforstået emne.

Der er en grænse for hvor mange bundkarakterer man kan slæbe med sig. I min generation hedder symptomerne på det bl.a. spiseforstyrrelser, depression, stress og udbrændthed.