• juli 31, 2012

Arbejdet kalder

Arbejdet kalder

684 1024 admin

Det har været sommerferie længe nu.

Jeg prøver at holde tråden til mit arbejde og det er rigtigt svært med huset fuldt af mennesker i den der særlige stemning af computerspil og OL i brede baner. Afslapning og underholdning.

Ikke et ondt ord om afslapning og slet ikke om OL. Jeg oplever det som bedre underholdning end det meste. Men sofaen bliver nedtrykt og fokus lidt lallet, mens atleterne strækker sig til deres yderste, overskrider det de troede muligt, opdager nye sider af sig selv. Mange års tålmodigt arbejde fysisk, mentalt og bevidsthedsmæssigt investeres her – det er da et pragtfuldt scenarie. Det kan man så sole sig lidt i. Vi vandt guld!

Vi?

På samme måde kan fordelingen mellem skabere, udøvere og forbrugere af musik illustreres af en pyramide. Kunstneren i toppen, sofaen i bunden. De få der laver musik til de mange. De særlige, privilegerede, talentfulde som får lov til at bære de manges behov. Er man selv gået i stå kan man så projicere på de eksponerede stjerner.

Igen, ikke et ondt ord om gode koncertoplevelser, men noget er altså skredet i svinget i vores del af verden i vores omgang med kunst.

Kunstnerisk arbejde kræver en særlig opmærksomhed og koncentration. En ro som man selv skal bygge op omkring sig og inden i sig. Nysgerrighed og mod til at bevæge sig ud hvor man ikke har været før. Skarphed og sans for at veksle mellem mange niveauer. Det legende, det analytiske, at kunne give slip, disciplin, improvisation og struktur. For bare at nævne et par stykker. Det er for alle mennesker at arbejde sådan. Vi kommer ikke nødvendigvis til OL, men vi vinder guld i vores eget liv.

God arbejdslyst