• marts 15, 2012

Alt hvad der er værd at vide om inspiration I

Alt hvad der er værd at vide om inspiration I

682 1024 admin
Lige nu vil jeg henslænge mig i min skibsstol i solen.
Jeg vil ikke tænke, ikke planlægge og slet ikke skrive.
På et tidspunkt vil noget samle sig og medføre en stor lyst til at sige noget, skrive noget forholdsvist meningsfuldt om emnet og uploade det her.
Man kan kun vente og nyde livet imens.
Og så kan jeg anbefale filmen The Muse http://www.imdb.com/title/tt0164108/
Musen er nemlig et centralt begreb.
Tit fremstilles hun som en kvinde, som kunstnerens adgang til inspiration. Tilsyneladende ofte projiceret ud på en konkret på divanen henslængt kvinde med runde former og udslået hår.
Musen arbejder ikke, hun handler ikke, hun er. I en grad så man inspireres i hendes nærvær.
Kunstneren derimod arbejder, handler, skaber. Det er billedet på det mandlige, forstås.
De to skal forenes hvis et projekt skal opstå, udvikle sig og sættes i verden.
Ethvert “barn” har to forældre.
Nærvær er altså forudsætningen for inspiration.
En musiker som jeg var elev hos, kaldte det “musikken søger musikeren” og “at lytte”. Og jeg vred mine ører i forsøget på at lytte mere, bedre, længere, højere. De olympiske leje i lytning.
En anden forsøgte sig således: “Du skal ligesom være ligeglad med om du nogensinde kommer til at spille bedre”. Jeg var ung og ambitiøs og stirrede vantro på ham.
Der er sket en del bevidsthedsmæssig oprydning siden dengang og først nu, i takt med at jeg har fundet en bedre balance mellem at gøre og at være, kan jeg genkende begges beskrivelser.
Titlen på dette indlæg var altså dybt ironisk og helt seriøs. Det handler ikke om at få at vide, men om at erfare.