• maj 24, 2012

Afgangseksamen

Afgangseksamen

819 1024 admin

Jeg er til afgangseksamen i improvisation. Censorer og eksaminatorer sidder som et helt panel bag et langt smalt bord – seks, syv personer i alt.

Jeg er i gang med den sidste prøve i et længere forløb. Ud fra et oplæg skal man lave musik. Til denne prøve har jeg kun en pose cornflackes til rådighed (fra Netto ligesom dem min søn vælter op i sin tallerken morgen, middag og aften, hvis han kan komme af sted med det). Det giver en sprød lyd når man maser posen og jeg bruger den til at frembringe et lækkert jazzet beat og nyder det.

Så voteres der. Jeg overværer diskussionen. Alle i panelet undtaget en vil give 10 for præstationen. (Her siges ikke noget om, hvorvidt det er efter den gamle eller den nye karakterskala). Denne ene vil give et 7 tal og jeg ved straks at det handler om en tvivl, en usikkerhed vedr. mit lille barn, som jeg havde indledningsvis. Dermed lader hun sig overbevise af resten af juryen. Jeg zoomer tilbage og gennemspiller hele forløbet igen. Den famlende start, de mange forskellige oplæg og udfordringer og hvordan jeg finder igennem.

Udenfor bliver jeg stoppet af en ny ung studerende. Hun er rystende nervøs og spørger til eksamenskravene, proceduren osv. Jeg trækker på skuldrene og siger at det jeg lavede, blot er det jeg gør i forvejen, hele tiden. Her blev det bare sat ind i en ramme, en lille kasse. Jeg ser mig omkring og opdager at jeg befinder mig ved min gamle folkeskole og nu er færdig med den.

Denne drøm fra sidste uge landede mange års arbejde. Jeg ved at mange omkring mig vil vide hvad jeg sigter til.

Og samtidigt blev næste opgave præsenteret – der er aldrig weekend i følge min arbejdsgiver. På den anden side: Jeg har også noget at indhente.

Det drejer sig om noget så prosaisk som uddannelse, papirer, at få en platform at arbejde ud fra professionelt. Jeg finder gamle gulnede attester frem. Dokumentation for små jobs jeg havde for 20 år siden bliver afgørende. Eksamenskvotienten fra gymnasiet, en på mange måder total formørket tid, er pludseligt adgangsbilletten. Form og indhold står stadig i et meget specielt forhold til hinanden, men provokerer mig ikke længere som før.