Monthly Archives :

oktober 2019

1000 1000 admin

Lyd

I fredags ankom en længe ventet pakke. Jeg købte et nyt Hammond orgel i sommers, men forstærkeren har været undervejs med skib fra USA i flere måneder. Det er mit tredje orgel, de to andre er forlængst afgået ved døden. I gamle dage slæbte jeg rundt på et to manuals modificeret X5 med fodbas og en Leslie forstærker på størrelse med et køleskab. Anno 2019 er det digitalt, bærbart, enkelt. Men lyden er den samme. Og nu med den nye forstærker forstår jeg hvad det drejer sig om og hvorfor jeg igen er vendt tilbage til det orgel.

Det er et hav af lyd og lyden af et hav. Hele tiden i bevægelse, det uendelige flow, improvisationen. Og det er et bjerg af lyd og lyden af et bjerg, der rejser sig op, stejlt, urokkeligt. Det er opbygningen af noget, et monument, en komposition. Det handler om hvordan lyden påvirker kroppen og bevidstheden. Fordi kroppen er bevidstheden. Det er et spring fra stadiet hvor det handler om hvilke idiomer jeg kender, hvem jeg spiller med og i hvilken situation. Om det er en koncert, en impro gathering, en meditations session eller i musikterapi.

Jeg kikker på mit firma logo hvor ordet strøm går over i ordet musik. Strøm var et ord jeg fik engang under en løbetur. Det var navnet på min musik, noget om intensitet, flow og kommunikation mellem to poler eller mellem mennesker. Da jeg senere oprettede denne hjemmeside og arbejdede med logoet føjede ordet musik sig til. Strøm står med fed mens Musik er slankere, der er meget mere mellem linjerne… og de glider ligesom over i hinanden. Den overgang har jeg været i det seneste år og mine drømme og min meditation har bragt det røde M op igen og igen. Nu er den overgang afsluttet. Og det nye kan begynde.

Og så vil jeg lige berolige mine kunder: Jeg holder ikke op med at lave musikterapi, jeg har et arbejdsliv jeg er glad for. Jeg vokser bare.