Monthly Archives :

juni 2018

1024 680 admin

Modaliteter

Rum, tid og retning. Kraft, vægt, tempo og pauser, distance og nærhed. Musikterapi er et multimodalt udtryk når det virkeligt folder sig ud. Det er beslægtet med drama og dans hvis man ser bort fra det sidste led, det at performe for et publikum. Musikterapi kan også munde ud i en performance men det er en anden snak. Her tænker jeg på det spontane samspil mellem deltagerne, i dette tilfælde en dreng, en kvinde og mig.

Vi har hver sin rolle men samtidigt spiller det ingen rolle at en af os aldrig har udviklet talesprog og er diagnosticeret med infantil autisme og svær mental retardering. Vi udtrykker os med krop og lyd og her er vi på lige fod. Vi har et rum med masser af gulvplads og vi kan være uforstyrrede i tre kvarter.

Jeg bruger også instrumenter hvis det falder mig ind, men har ikke planlagt en masse på forhånd. Forberedelsen handler mere om rammerne, om bevidsthed og om min daglige træning. Træningen gør at jeg kan udtrykke mig smidigt i enhver situation. Jeg bruger bl.a. stemmen, klaver, djembe, xylofon og ukulele. Teknik er en side, kreativt overskud en anden. Musik er mit sprog. Jeg skal kunne respondere spontant, men også med lyd beskrive det der sker eller fortolke det jeg oplever. Og endeligt kunne give slip og lade musikken tage over.

Min bevidsthedsmæssige forberedelse kan være at reflektere over min forholdemåde til drengen. Over vores sidste møde eller processen over længere tid. Over hans måde at være i verden på og min egen. I dette tilfælde er der også en tredje deltager, drengens pædagog og vores relation. Og et sted i baggrunden den kontekst som vi arbejder i, her er det en specialskole. Jeg må forholde mig til værdier, forventninger og kontraktforhold for derefter at kunne lægge det hele til side og møde to andre mennesker i en fælles dans.

Når forberedelsen er på plads kan musikterapi opstå.

682 1024 admin

Føler jeg mig fri?

Hvad er frihed, hvis ikke en følelse.

Da jeg var 20 ville jeg være pilot og flyve højt oppe alene i mit lille fly. Jeg ville se jorden der oppe fra, så kunne de andre slæbe sig rundt nede i støvet hvis de ville det. Jeg så ingen grund til at opgive min frihed og påtage mig det konkrete fysiske arbejde og bøvl. Jeg havde ikke lyst til at gentage det liv de voksne omkring mig levede. Hvordan kunne man finde glæde og mening i det? Og mange såkaldt voksne havde (og har) svært ved at finde perspektivet, men samtidigt forhindrede min holdning mig i selv at lande i et modent liv.

Jeg kom dog ind i opgaven. Nok især takket være mine børn og min mand. Den startede med at jeg overhovedet ville have børn, det var ikke en selvfølgelighed for mig, jeg nåede at blive 30. Og så måtte jeg udvikle mig sammen med dem, ingen steder var jeg så konfronteret med egne svagheder som i mødet med dem. Min søn er nu 16 og min datter fylder 18 i næste uge. Noget rundes af, vi kom så langt vi kunne, det var ganske ufuldstændigt, langtfra perfekt, men det var! Og manden er der stadigvæk, lige ved siden af mig. Han har godt nok fået gråt skæg og smilerynker om øjnene. Jeg kikker også undrende på min egen krop i spejlet. I takt med at de to unge folder sig ud i de skønneste farver trækker vi energien ned i rødderne og blomstrer af. Jeg ser det med en sælsom glæde og accept og mærker at først nu er jeg landet og fri.