Monthly Archives :

november 2017

1 1 admin

Kunstsyn

Hvad er egentlig kunstens rolle i samfundet? Jeg bliver dødtræt alene af at se spørgsmålet på skrift, men jeg tror det er uundgåeligt. Jeg må forsøge at svare på det. Denne nye tråd kalder jeg Mission.

I går var jeg til et arrangement der hed Made by Djursland 2017 med undertitlen Hvordan kunst kan udvikle din virksomhed. Det foregik hos Kvadrat, et internationalt tekstil design firma hvor et særligt program var tilrettelagt.

Først blev vi i grupper guidet igennem lagerhallerne, i stilhed og bælgmørke. Man anede kun de tårnhøje hylder med stofruller i alskens farver og kvaliteter.  Vi blev så indrullet i 3 forskellige tableauer omkring et måltid iscenesat af henholdsvis en danser, en maler og et hold cirkusartister. Forestillingerne var vidunderlige: Poetiske, urovækkende, overraskende. Noget ramte mig mere end andet, men ingen af dem var ligegyldige. Og man kunne mærke hvordan publikum lo nervøst hele tiden. Hvad forventes der af mig? Hvad er spillereglerne her? Til sidst endte vi i Kvadrats imponerende showroom og fik lov selv at fylde tallerkenerne ved et overdådigt bord. Serveringerne var kreeret af Smag, et usædvanligt event/madhus i Ebeltoft.

Men en halv time senere da Julianna Engberg programchef for Aarhus 2017 gik på med sine powerpoints, blev farverne blege. Nej, hun er skam en farverig kvinde og vi blev godt underholdt hele vejen, men det er præcis det der gjorde at det hele mistede flyvehøjde. Nu var vi tilbage i en comfortzone, det var provokerende på den helt forudsigelige måde. Vi blev fx skældt lidt ud for ikke at fatte hvor nemt det ville være at sælge regionen til turister. Segmentet skulle være det meget attraktive grå guld: velbeslåede ældre ægtepar med behov for at iscenesætte sig selv og deres romantiske ferie med en cocktail af luksus, gastronomi, natur og kultur. Det vi lige havde overværet blev nu set som en luksusvare, tidsfordriv for de velbjergede.

Okay, jeg var måske ikke i målgruppen og forstå mig ret, det var overvejende et fint arrangement. Men jeg blev så træt af det kunstsyn (og menneskesyn) der kom til at stå tilbage. Og som muligvis slet ikke deles af alle arrangørerne. I morgen har jeg måske andre nuancer på sagen men i dag giver det mig anledning til at profilere min holdning. Jeg tror på:

  • At oplevelser med kunst bør være en del af hverdagen og ikke et ferieindslag, fordi de er med til at holde os vågne og hele
  • At oplevelser med kunst bør være tilgængelig for alle uafhængigt af social klasse af samme grund
  • Og at kunst har allermest at tilbyde os når vi forstår os selv som aktører, som kunstnere og ikke som forbrugere