Monthly Archives :

juli 2017

1024 683 admin

To morgener med Jacob

Fra min praksis.

“Godmorgen Jacob, – godmorgen”. Jeg står i døren til Jacobs værelse og gør mig bred, så han ikke smutter ud, mens jeg spænder djemben om livet. Jacob er normalt glad for at se mig, men energiniveauet er højt i dag og så kan det pludseligt gå stærkt. Jacob har heller ikke sovet hele weekenden fortæller en medarbejder inden han lader os alene. Jeg gentager godmorgen med langsom og moduleret stemmeføring og Jacob skotter lidt til mig, mens han fejer gulvet i halvcirkler med strømpefoden. Så laver han et par skingre skrige lyde og flapper hektisk med sit trøjeærme, som han har trukket ud over hånden. Jacob er 15 år.

Jeg begynder at matche nogle af hans bevægelser i et musikalsk udtryk. Jeg stryger trommeskindet i langsomme cirkler ligesom hans fejende fod, vekslende med at tromme energisk med fingerspidserne i små sekvenser, der ligner lyden af trøjeærmet. Jeg prøver at fornemme hvordan det er at være Jacob her til morgen. Jacob virker fornøjet og griner for sig selv, mens han støver rundt i rummet. Efter en tid sætter han sig kort i sin hængekøje, der er udspændt fra væg til væg. Så snart han gynger ændrer jeg mit spil og falder ind i en fast rytme med underdelinger på siden af trommen, så spændet på selen rasler med, og et dybt pulsslag når hængekøjen er på sit højeste punkt. Jacob springer ud af hængekøjen igen, sparker et par gange på skabsdøren. Jeg venter et øjeblik og da han gentager sit initiativ, matcher jeg med to kraftige markeringer på djemben. Jacob kikker hurtigt på mig og kaster sig så tilbage i hængekøjen. Jeg genoptager min rytme fra før og svajer fra side til side ligesom hængekøjens bevægelse frem og tilbage. Hver gang Jacob stopper med at gynge og bevæger sig rundt i rummet laver jeg et break eller kommenterer ham med tromme eller stemmelyde. Efterhånden som jeg lærer dagens repertoire at kende og vi har spillet sammen et stykke tid kan jeg placere min lyd samtidigt med Jacobs eller lave kommentarer der udbygger hans. Det medfører ofte et stort grin fra ham, især når der er knald på. Ind imellem stiller han sig helt op af mig og dupper en uregelmæssig puls på trommeskindet mens han flapper hurtigt med trøjeærmet mod dørkarmen.

Pludseligt bliver han nærmest manisk, måske fordi vores samspil har overvældet ham. Han springer ud af hængekøjen, brøler og farer rundt. Jeg planter fødderne solidt, går lidt ned i knæene og gentager med fast stemme ”Vi står lige her” med rolige puls markeringer på djemben. Jeg retter opmærksomheden nedad, ned under mine fodsåler og ser et træ for mig hvor vinden rusker i trækronen. Det udvikler sig til et lille rytmisk vers: ”Vi står lige her – i det vilde vejr”. Og vi rider stormen af: Efter et par minutter er skrige lydene aftaget, Jacob er mindre hektisk når han vandrer rundt og vi kan genoptage samspillet. Herefter er jeg opmærksom på at lave flere pauser og gentagelser i mit spil, så det er mere forudsigeligt og Jacob ikke overstimuleres igen.

Næste gang vi ses er Jacob meget stille. Han sidder i sin hængekøje uden at gynge og reagerer ikke da jeg hilser godmorgen. Han har et trist udtryk i ansigtet og sukker dybt. Ind imellem laver han en lille nedadgående nynnelyd og vandrer lidt rundt, fjerner mikroskopiske nullermænd fra gulvet. Med udgangspunkt i hans stemmelyd udvikler jeg en lille bluesagtig melodi henover to slæbende akkorder på ukulelen. Når Jacob selv laver stemmelyden svarer jeg melodisk og laver så et hul til hans svar. Nogen gange kommer det, andre gange ikke, men efterhånden holder han mere opmærksomt øje med mig. Ind imellem improviserer jeg i mit eget flow. Eller vi er bare stille sammen, ser solen komme igennem, lytter til lyde fra haven og fra folk i huset. Det virker mindre tungt nu…

Efter tre kvarter siger/synger jeg farvel Jacob flere gange, hvorefter vi følges ud i huset og finder den medarbejder, der skal tage over.

(Jacob hedder i virkeligheden noget andet men er anonymiseret her)