Monthly Archives :

december 2013

1024 638 admin

Frihed og spilleregler IV – limits

Stephen Nachmanovitch er udøvende kunstner og i bogen Free Play – Improvisation in Life and Art, skriver han om den kreative proces. Det legende eller Mind-at-play er der hvor alting begynder:

”Improvisation, composition, writing, painting, theater, invention, all creative acts are forms of play, the starting place of creativity in the human growth cycle and one of the great primal life functions. Without play, learning and evolution are impossible. Play is the taproot from which original art springs; it is the raw stuff that the artist channels and organizes with all his learning and technique… Creative work is play; it is free speculation using the materials of one´s chosen form.”

Legen og det barnlige forstås her som det umiddelbare, utæmmede og fuldstændigt nærværende i alle mennesker og som en forudsætning for udvikling, læring og kreativitet i bredeste forstand. I en mere snæver forståelse af kreativitet som i dissideret kunstnerisk arbejde er leg lige så essentielt. ”Full-blown artistic creativity takes place when a trained and skilled grown-up is able to tap the source of clear, unbroken play-consciousness of the small child within.” Med ord som trained and skilled (veluddannet og kompetent) peges der på det der skal til, når man bevæger sig fra fri leg mod en professionel udøvelse.

Nachmanovitch bruger ordet limits og det kræver lidt forklaring, som med udtrykket benspænd (se forrige blogindlæg), der normalt opfattes som noget negativt, men i Trier´s anvendelse betyder nødvendige regler i en (også) lystfyldt leg. Begrænsninger i fri improvisation lyder umiddelbart som en selvmodsigelse, men fri improvisation er ikke fri i absolut forstand. Man er altid begrænset af noget: instrumentet, sin teknik, akustikken, dagsformen, hinanden, lokalet, tidspunktet, økonomien, andres forventninger og ikke mindst sig selv. Blame it on the gear er en ironisk kommentar til dette faktum.

“Sometimes we damn the limits, but without them art is not possible. They provide us with something to work with and against. In practicing our craft we surrender, to a great extent, to letting the materials dictate the design. The viscosity of paint, the tensile strength and wolf tones of violin strings, the egos of actors – all these foibles and limitations can be seen as the discipline that evokes creativity.”

Mens nogle begrænsninger så at sige er indbyggede kan andre være selvvalgte. Vi kan vælge en bestemt skala, en rytme, et andet instrument eller bruge usædvanlige oplæg fx improviser ved at spille gaderne på et bykort eller lav en improvisation på 60 sekunder med en klar indledning, mellemdel og afslutning (Nachmanovitch´ eksempler). Begrænsningen giver en struktur og struktur er nødvendigt også i fri improvisation. Struktur kan udløse spontanitet. Den behøver ikke definere en form, den kan også fremprovokere reaktioner hos de udøvende og af den vej bringe nye ting til at ske.”Working within the limits of the medium forces us to change our own limits. Improvisation is not breaking with forms and limitations just to be “free”, but using them as the very means of transcending ourselves.”

 

Mens man venter på det uventede øjeblik hvor det magiske sker, som Sørensen refererer til i sin anmeldelse af De 5 Benspænd (forrige blogindlæg), kan man egentlig kun gøre en ting: Man kan undgå at stå i vejen for det. Når man selv træder tilbage kan det egentlige, musikken, træde frem. En måde at holde sig beskæftiget så man ikke står i vejen er ved at arbejde med en spilleregel, en begrænsning, et kreativt benspænd.

“There are, it seems, two Muses: The Muse of Inspiration, who gives us inarticulate visions and desires, and the Muse of Realization, who returns again and again to say, “it is yet more difficult than you thought.” This is the Muse of form…  I may be, then, that form serves us best when it works as an obstruction to baffle us and deflect our intended course. It may be that when we no longer know what to do we have come to our real work and that when we no longer know which way to go we have begun our real journey. The mind that is not baffled is not employed. The impeded stream is the one that sings.”(citat digter Wendel  Berry)

 

Og med disse ord afrunder jeg tråden Musik, Kunst og Bevidsthed.

1024 638 admin

Frihed og spilleregler III – benspænd

En spilleregel kan også kaldes et kreativt benspænd. Udtrykket benspænd har jeg fra Lars Von Trier og Jørgen Leths film ”De 5 benspænd”.

I 2000 tager Leth imod Triers udfordring om at genindspille sin film ”Det perfekte menneske” fra 1967 i alt 5 gange over 3 år, hver gang underlagt en ny regel som Trier finder på. Formålet er kunstnerisk. Trier vil afklæde kollegaen, ikke for at ydmyge ham, men for at nå dybere, komme bag æstetikken, distancen, færdighederne, det perfekte menneske. Eksperimentet opstilles fordi de vil vise noget om kreativitet, ikke blot ved at lave en film, det kan de begge to i forvejen, men ved at lave en metafilm.

Man kan sige at rammen her er en genindspilning af en af Leths tidligere film, mens benspændene er spilleregler, der begrænser hans frihed i opgaven på forskellige måder. Fx brug en bestemt location (Cuba), ingen klip længere end 12 frames (1/2 sekund) eller brug en bestemt genre (tegnefilm). Dorte Hygum Sørensen fra Politiken skriver i en anmeldelse af filmen:

”Lars von Trier synes efterhånden at blive mere og mere klar over, at det ikke er perfektionistisk kontrol i sig selv, der driver Jørgen Leths værker. Kontrollen er et redskab, der kan bruges, mens man venter på det uventede øjeblik, hvor det magiske sker. Det er lysten til at arbejde for at nå sådan et øjeblik, Jørgen Leth har brug for. Uden lyst, ingen film fra Leth. Da Lars von Trier ved det, server han, så det synger i synet på modspilleren. »Du skal lave en tegnefilm«, får Jørgen Leth at vide. »Jeg hader tegnefilm«, svarer Leth. »Jeg hader også tegnefilm«, siger Lars von Trier. Triumferende. Her er Leth for første gang i gulvet. Med ædende foragt for tegnefilms genren går han alligevel i gang med opgaven. Med stor ulyst. Indtil han endnu en gang dribler sig vej ind til kreativitetens kammer. Han finder en lystfuld måde at løse også denne opgave på.”

Kreativiteten, det skabende arbejde opstår i dette felt mellem lyst og kontrol – det der er givet på forhånd og det man selv kan finde på.

 

Læs afslutningen på denne føljeton om kreativitet i The Power of Limits.

 

1024 638 admin

Frihed og spilleregler II – playing

Playing betyder både at lege en leg, spille et spil eller udøve en sport og at spille et instrument eller spille musik. Balancen mellem form og frihed er ligeledes vigtig i både en leg, et spil, i sport og i musik.

I et forsøg på at lave en model der omfatter alle lege, voksnes såvel som børns, har Roger Caillois i bogen Man, Play and Games defineret leg som en aktivitet der er grundlæggende:

  1.  Free: in which playing is not obligatory; if it were, it would at once lose its attractive and joyous quality as diversion;
  2.  Separate: circumscribed within limits of space and time, defined and fixed in advance;
  3.  Uncertain: the course of which cannot be determined, nor the result attained beforehand, and some latitude for innovations being left to the player´s initiative;
  4. Unproductive: creating neither goods, nor wealth, nor new elements of any kind; and, except for the exchange of property among the players, ending in a situation identical to that prevailing at the beginning of the game:
  5.  Governed by rules: under conventions that suspend ordinary laws, and for the moment establish new legislation, which alone counts;
  6. Make-believe: accompanied by a special awareness of a second reality or of a free unreality, as against real life.

Jeg synes det er oplagt at de fire første kvaliteter også er essentielle i fri improvisation, men hvordan stiller det sig med de to sidste? Caillois skriver meget om forholdet mellem Regler (Rules) og Fantasi/Forestilling (Make-believe) og sætter dem i et særligt forhold til hinanden:

“The game consists of the need to find or continue at once a response which is free within the limits set by the rules. This latitude of the player, this margin accorded to his action is essential to the game and partly explains the pleasure which it excites…  Many games do not imply rules… games,  in general, which presuppose free improvisation, and the chief attraction of which lies in the pleasure of playing a role, of acting as if one where someone or something else, …the sentiment of as if replaces and performs the same function as do rules. Rules themselves create fictions.”

Her får jeg lyst til at sammenligne med nogle konkrete spilleregler brugt i fri improvisation.

Spillereglen Spil et bjerglandskab trækker fx på Fantasi/Forestilling: Man kan vælge en rolle indenfor scenariet, en har udsynet fra toppen, en anden klatreturen i den tynde luft, men den grafiske kontur af bjerglandskabet kunne også være et afsæt som om man var landmåler og nøgternt skulle gengive det man så.

Spillereglen jeg beskrev i sidste blogindlæg Vælg en vokal og syng en måned har både en regel og et scenarie, som i bedste fald understøtter hinanden og udfordrer gruppen til mere originale musikalske løsninger. Meningen bliver at udtrykke en måned på en musikalsk måde (eller finde flow, lege) indenfor den i sig selv absurde regel – fordi man kan. Hvis man ikke kan giver det ikke mening. 3 årige elsker at sparke til bold, men finder næppe nogen glæde i en fodboldkamp med afmærket bane, regler, hold og dommerkendelser.

Caillois beskriver et kontinuum fra uro (turbulence) til regler (rules) med Paidia som den ene pol og Ludus som den anden. Paidia er afledt af ordet barn og repræsenterer det frie flow, lyst og lystighed, ukontrolleret fantasi, fri improvisation, impulsivitet osv. mens Ludus, spil på latin, står for disciplin, styring og retning af flow, dvs. kontrol med eller sågar forhindring for Paidia-princippets udfoldelse. Jo længere vi bevæger os ud mod Ludus polen, jo større krav stilles der til fx færdigheder, øvelse, overblik, tålmodighed eller præcision. Man kan stille det op i en simpel model.

Paidia      ———————————–     Ludus

Og ligeledes til at se feltet fri improvisation som et kontinuum mellem (fri) leg og spilleregel.

Leg     —————————————–   Spilleregel

 

Det har et hold danske filmmagere sat på kanten – læs fortsættelsen i Benspænd.

1024 638 admin

Frihed og spilleregler

Første gang jeg mødte den fri improvisation var i gruppen Vokalorkestret, som jeg var medlem af fra 2003 til 2010. Jeg havde mange erfaringer som bandmusiker i forvejen også med improvisation og komposition/sangskrivning, men det her var et skridt videre. Vi var 9 sangere, øvede sammen hver uge, lavede koncerter, indspilninger og events og improviserede al musik på stedet uden noget forlæg eller rollefordeling. Jeg skrev bl.a. i et pressemateriale at det faktum at der ikke forelægger nogen aftaler skærper sanserne og flytter grænserne. Og det gjorde det virkeligt – musikalsk og menneskeligt.

Men med tiden stødte al denne frihed alligevel på grund. Jeg hørte mig selv og andre sidde fast i gamle vaner. Vi kunne stadigvæk lave musik sammen men vi skabte ikke noget nyt, vi kom ikke dybere. Vi gentog det vi var blevet gode til. Magien var væk. Herfra kom lysten til at finde veje ind i musikken på ny uden derfor at forlade den fri improvisation med dens mange kvaliteter. En ny balance mellem form og frihed.

Et eksempel: Vælg en vokal og Syng en måned

Med improvisations oplægget ”vælg en vokal og syng en måned” bad jeg nogle sangere, studerende fra 1. semester Musikterapi om at vælge en eller to vokaler/vokallyde som materiale i en improvisation. Opgaven var at udtrykke en måned. Hvilken måned havde de forinden udtrukket tilfældigt på en lap papir. De var i grupper på 2-3 personer, fik 5-10 minutters forberedelse og skulle så fremføre improvisationerne. De andre grupper stod med ryggen til og skulle så prøve at gætte hvilken måned der var tale om. Resultatet var overraskende.

Få uger inden havde vi lavet en lignende øvelse i faget stemmebrug hvor rammen var en farve, man selv valgte, men uden nogen begrænsninger i forhold til musikalske parametre – frit valg på alle hylder. Dengang var det meget svært at høre hvilken farve grupperne havde valgt, samspillet var tøvende og udtrykket ret diffust.

Det jeg oplevede da de tre grupper improviserede var en meget levende, billedrig og præcis fortolkning og fine logiske forløb. Spontant lod vi være med at gætte på hvad vi hørte, men lod de tre stykker afløse hinanden, som årets gang. Derefter satte vi os i en kreds, fortalte om associationer vi havde fået og hvad i musikken der havde talt til os. Og til sidst gættede vi på hvilke måneder vi havde hørt.

Da jeg bagefter spurgte hvordan det havde været for den enkelte sanger at arbejde på denne måde fik jeg tre typer reaktioner: Sanger A havde nok følt sig provokeret, da jeg fremlagde præmissen vælg kun en eller to vokaler, men havde kunnet gå ind i arbejdet sammen med sin gruppe og var inspireret af de musikalske resultater. Sanger B syntes det gav mening og trak straks tråde til klinisk praksis. At kunne være skabende og kommunikerende om nødvendigt med et meget begrænset materiale er relevant for en musikterapeut ”hvis nu man står med en klient der kun har i og æ lyde”. Sanger C stod uforstående overfor opgaven. Hun foretrak at udtrykke sig frit og mente ikke at forberedelsen i gruppen havde vægtet det egentlige.

Det jeg synes er tankevækkende er at alle tre grupper kommunikerede fremragende i musikken. Også sanger C´s gruppe. Oplevelsen af ikke at kunne udfolde sig frit nedtonede måske nok performance delen, men det gav til gengæld plads til noget andet. Det var som om det der skulle fortælles fik hovedprioritet fremfor fortælleren. Eller det man mister i bredden, vindes i dybden.

Det fænomen undersøger jeg nærmere i de kommende tre blogindlæg – læs videre i Playing.