Monthly Archives :

september 2013

1024 682 admin

Universitetet ud af boksen

”Nogle af de studerende oplever ikke at målet for faget Intuitiv Musik er tydeligt.”

Vi sidder til opstartsmøde på universitetet da resultatet af semesterevalueringen bliver opsummeret.

Som ny studerende har jeg holdt lidt lav profil. Jargonen er uvant, det fyger om ørerne dels med ukendte forkortelser KGMF, VIP´er, UA´er, MTL, Promusa og Cedomus, dels med gumpetunge titler som ”Terapirettet krop og stemme med vægt på relationskompetencer” (behovet for forkortelser fremgår). Det er en kæmpe organisation med skoler og fakulteter og studienævn og det lyder meget betydningsfuldt når studielederen refererer til CTS point, fælles europæiske standarder og evidensbaseret forskning og undervisning. Men tonen er også uhøjtidelig og stemningen god om end lidt træt som mødet når ud på 3. time.

Så pludseligt skærer det i ørerne!

”Nogle af de studerende oplever ikke at målet for faget Intuitiv Musik er tydeligt.”

Der er mange fællesnævnere imellem kunst og menneskelig udvikling men tydelige mål er ikke en af dem. Det betyder langt fra at alt er lige godt eller at vi skal opgive at beskrive opgaven og lade tilfældet råde. Men hvis vi kan se målet tydeligt allerede fra starten, er det et sølle ambitiøst et, et sted vi allerede har været og kender og dermed afgjort ikke noget nyt.

Nyt og ukendt land, det er til gengæld fællesnævnere. Også i god forskning og egentlig uddannelse som er langt mere end skoling i et fag. Skoling forbliver indenfor boksen. Det er trygt og forudsigeligt og vi har hele tiden styr på hvem vi er og hvordan verden ser ud (den er også ret hurtigt overskuet derinde fra). Men modet til at slippe den behagelighed må findes hvis man vil ud af stedet og ud i virkeligheden.

Herunder et improvisationsoplæg fra Carl Bergstrøm Nielsens improvisationskalender.  Se også hans hjemmeside intuitivemusic.dk