Monthly Archives :

juli 2012

684 1024 admin

Arbejdet kalder

Det har været sommerferie længe nu.

Jeg prøver at holde tråden til mit arbejde og det er rigtigt svært med huset fuldt af mennesker i den der særlige stemning af computerspil og OL i brede baner. Afslapning og underholdning.

Ikke et ondt ord om afslapning og slet ikke om OL. Jeg oplever det som bedre underholdning end det meste. Men sofaen bliver nedtrykt og fokus lidt lallet, mens atleterne strækker sig til deres yderste, overskrider det de troede muligt, opdager nye sider af sig selv. Mange års tålmodigt arbejde fysisk, mentalt og bevidsthedsmæssigt investeres her – det er da et pragtfuldt scenarie. Det kan man så sole sig lidt i. Vi vandt guld!

Vi?

På samme måde kan fordelingen mellem skabere, udøvere og forbrugere af musik illustreres af en pyramide. Kunstneren i toppen, sofaen i bunden. De få der laver musik til de mange. De særlige, privilegerede, talentfulde som får lov til at bære de manges behov. Er man selv gået i stå kan man så projicere på de eksponerede stjerner.

Igen, ikke et ondt ord om gode koncertoplevelser, men noget er altså skredet i svinget i vores del af verden i vores omgang med kunst.

Kunstnerisk arbejde kræver en særlig opmærksomhed og koncentration. En ro som man selv skal bygge op omkring sig og inden i sig. Nysgerrighed og mod til at bevæge sig ud hvor man ikke har været før. Skarphed og sans for at veksle mellem mange niveauer. Det legende, det analytiske, at kunne give slip, disciplin, improvisation og struktur. For bare at nævne et par stykker. Det er for alle mennesker at arbejde sådan. Vi kommer ikke nødvendigvis til OL, men vi vinder guld i vores eget liv.

God arbejdslyst

1024 682 admin

Lort nok

Sidste blogindlæg handlede om at opgive musikken eller mere præcist: Kontrollen med den. Hvordan den skal udtrykke sig, hvorhen den vil, hvornår, hvorfor… En kvik 10 årig pige jeg kender har for længst gennemskuet det og formuleret følgende opfordring til sin mor: Slap nu af- prøv at stave kontrol bagfra!

Den er hermed givet videre.

Nu er at slippe kontrol ikke lig med at drive for vinden. Hvis det opleves sådan, er det måske fordi man ignorerer behovet for en let hånd på roret, udkik og nærvær. At sejle for vinden er mere fornemmelsen af at bevæge sig i den retning man kan komme med lethed fremfor at krydse op imod den kraft der skulle bringe en frem. Er det så at opgive at have et mål? Det vil jeg heller ikke sige. Jo, måske et snævert defineret mål a la ”jeg vil være verdens bedste fodboldspiller”. Men det er i hvert fald at opgive forestillingen om at vide hvad vej man skal for at nå det.

Jeg er så havnet på Børsen. Der hvor man handler, udveksler. Jeg kender ikke markedet endnu, jeg er ved at undersøge det nærmere. Hvem er købere til ens varer og hvad er prisen.

Og musikken. Kroppen gør det nødvendige, mange års dårlige vaner er ved at slippe. Musikken er ikke længere en længsel efter noget der var engang. Jeg kan pludseligt sidde med hele menageriet omkring mig: Lydsiden af computerspil og mobilsamtaler, opvaskemaskiner og kæledyr og legekammerater. Aftaler om 20 minutter, uskrevne indkøbslister og ufinansierede skattelettelser. Og musikken åbner sig alligevel som en stor bred flod der strømmer roligt eller heftigt. Med liv og glæde og alvor og visdom og lethed.

Der er ikke rigtigt noget at sige bagefter. Man går videre med sine indkøbslister, tandlægebesøg og årsregnskaber. Nu giver det bare mening at være her.