Monthly Archives :

juni 2012

1024 683 admin

I dag opgav jeg musikken

I dag opgav jeg musikken.

Jeg opgav noderne, jeg opgav at lytte, jeg opgav også at forestille mig hvordan jeg kunne komme videre i mit arbejde. Jeg sad og spillede klaver og indså forundret hvor svært det var. Det er ikke svært at spille klaver, men det er grænseoverskridende at opgive musikken man spiller. Den er ikke min, jeg skal ikke noget med den, intet som helst… I yderste instans er det fløjtende ligegyldigt om jeg nogensinde spiller eller synger igen. Og det er så alligevel ikke facit men en helt nødvendig mellemregning, der ikke kan springes over. Den har i øjeblikke fyldt mig med iskold rædsel og tristhed grænsende til depression.

Jeg siger det igen – højt: Det er uden betydning om jeg nogensinde spiller en tone igen!

Musikken har været en livline. Men nu bliver den kappet. Et åndehul i isen. Den eneste sikre forbindelse til sjælen og meningen og glæden og kraften. Og den har været der altid siden jeg var barn og måtte finde en overlevelsesstrategi.

Jeg tænker på salonorkestret, der efter sigende blev ved at spille, imens Titanic gik ned. Eller de jødiske musikere i koncentrationslejrene. Smukke og sørgelige historier om afmagt og lidelse. Nu vil jeg rejse mig fra det skibsdæk, gå ud af barakken. Havet er ikke den visse død, sort og iskoldt. Der er ingen gas i luften jeg indånder. Og jeg tror det vil vise sig at pigtråden smuldrer, når man træder på den.