Monthly Archives :

maj 2012

819 1024 admin

Afgangseksamen

Jeg er til afgangseksamen i improvisation. Censorer og eksaminatorer sidder som et helt panel bag et langt smalt bord – seks, syv personer i alt.

Jeg er i gang med den sidste prøve i et længere forløb. Ud fra et oplæg skal man lave musik. Til denne prøve har jeg kun en pose cornflackes til rådighed (fra Netto ligesom dem min søn vælter op i sin tallerken morgen, middag og aften, hvis han kan komme af sted med det). Det giver en sprød lyd når man maser posen og jeg bruger den til at frembringe et lækkert jazzet beat og nyder det.

Så voteres der. Jeg overværer diskussionen. Alle i panelet undtaget en vil give 10 for præstationen. (Her siges ikke noget om, hvorvidt det er efter den gamle eller den nye karakterskala). Denne ene vil give et 7 tal og jeg ved straks at det handler om en tvivl, en usikkerhed vedr. mit lille barn, som jeg havde indledningsvis. Dermed lader hun sig overbevise af resten af juryen. Jeg zoomer tilbage og gennemspiller hele forløbet igen. Den famlende start, de mange forskellige oplæg og udfordringer og hvordan jeg finder igennem.

Udenfor bliver jeg stoppet af en ny ung studerende. Hun er rystende nervøs og spørger til eksamenskravene, proceduren osv. Jeg trækker på skuldrene og siger at det jeg lavede, blot er det jeg gør i forvejen, hele tiden. Her blev det bare sat ind i en ramme, en lille kasse. Jeg ser mig omkring og opdager at jeg befinder mig ved min gamle folkeskole og nu er færdig med den.

Denne drøm fra sidste uge landede mange års arbejde. Jeg ved at mange omkring mig vil vide hvad jeg sigter til.

Og samtidigt blev næste opgave præsenteret – der er aldrig weekend i følge min arbejdsgiver. På den anden side: Jeg har også noget at indhente.

Det drejer sig om noget så prosaisk som uddannelse, papirer, at få en platform at arbejde ud fra professionelt. Jeg finder gamle gulnede attester frem. Dokumentation for små jobs jeg havde for 20 år siden bliver afgørende. Eksamenskvotienten fra gymnasiet, en på mange måder total formørket tid, er pludseligt adgangsbilletten. Form og indhold står stadig i et meget specielt forhold til hinanden, men provokerer mig ikke længere som før.

1024 576 admin

Ud af kassen

Det suser om ørerne lige nu, flere projekter er ved at tage form og som altid er den store kunst at lade være med at genkende det man aner i horisonten… Åhh, det er jo en skonnert.

Man skal lade være.

Man risikerer at ændre det, minimere det, proppe det nye ind i en gammel skabelon. Det er så fristende at orientere sig efter gamle erfaringer men det peger kun én vej – tilbage. Det kan føles decideret ubehageligt ikke at putte ting i kasser. Få fred, få orden, få styr på sin fremtid og nutid og samtid.

Men man skal lade være, så længe man kan.

På et tidspunkt vil skonnerten være så tæt på, at man kan se at det er en hidtil ukendt art svømmeøgle. Så er det på tide at finde ud af hvad man stiller op med den, men ikke før.

En kær ven af mig begyndte at skrive mens hun var under uddannelse som sanger. Teksterne prøvede hun så at sætte til musik, det måtte jo være sange, de skulle synges. Men det ville de ikke lige sådan. Og jeg rystede på hovedet: Når man får et barn siger man da ikke nej tak, jeg ville hellere have haft en sorthåret.

Med større børn er det i øvrigt lige sådan. Jo mere nysgerrig man kan forholde sig – jeg har godt nok selv født dig og fodret dig og båret dig og set dig vokse i 11 år, men hvem er du egentlig? – jo mere får man igen. Gør man sig klog og drager forhastede konklusioner er der så lukket! Jo tak, det er klart nemmere at give andre gode råd end selv praktisere dem 🙂

At jeg starter med at skrive om projekter er faktisk endnu et avanceret forsøg. Hvis nu jeg henregner turbulensen til projektkategorien er der genetableret en form for orden. Der er nogle projekter i sin vorden (det nye) og så er der resten (det gode gamle). Det holder bare ikke…

Det begynder som en lille tvivl, en knirken i gulvbrædderne. Selvforståelsen begynder at virke en smule postuleret, men samtidigt åbner sig en sort afgrund af ingenting under den. Ingenting at hage sig fast til, ingenting at identificere sig med, ingen kasketter, ingen jakkesæt, ingen undertøj … Skal jeg virkeligt slippe mine meninger, mine holdepunkter, alt det jeg hidtil har orienteret mig efter. Det er ikke et spring ud over kanten, det er bare underlaget der forsvinder. Det smuldrer, eroderer. Det er fuldstændigt porøst og siver nu væk under fødderne som fint sand. Kviksand. Nedefter i en rolig malstrøm. Først der løfter jeg blikket og kikker opad.