• marts 28, 2020

1 års dag

1 års dag

683 1024 admin

Skuffelsen er til at føle på! I denne weekend skulle vi have mødtes igen i The Art of Improvisation. Mary Knysh fra Music for People ville komme tilbage, fynboer og sjællændere ville støde til, nye musikere dukke op. Det var jo vores 1 års fødselsdag. Vi havde forberedt os og glædet os og nu sidder vi isoleret i hver vores lands- og verdensdele.

Nå, improvisation er også det muliges kunst. Vi aner ikke hvor længe det vil vare før vi kan invitere Mary igen og de faste impro gatherings på Kulturhotellet i Rønde er også aflyst på ubestemt tid. I denne tid har jeg givet mig selv den opgave at improvisere hver dag med afsæt i de temaer vi måske ville have arbejdet med. Det kan synes pænt metafysisk, så nu udvider jeg øvelsen med en skriftlig del.

Mit første tema kom op i slutningen af sidste gathering inden nedlukningen: “It´s all about entrance”. Jeg er efterhånden nået frem til at det drejer sig om at være max tilstede i mine indsatser, ikke om hvad jeg spiller. Hvordan det? Jeg har fundet et konkret punkt ca. en meter foran mig jeg fokuserer på. Det er en teknik jeg har udviklet i musikterapi, hvor jeg tit møder mennesker der er meget kaotiske i lyd og bruger improvisationen som en vej til kontakt. Det har også en forbindelse til projekt Røde Dør, en tur som min gamle impro gruppe Vokalorkestret lavede umiddelbart før sin opløsning i 2010. I improvisation skal jeg ud af tankerne, frem foran mig selv og igennem den dør. Ovre på den anden side får musikken for alvor sit udtryk. Inden er den mere en slags personlig skitse og sådan en bliver ofte overhørt eller misforstået i en kollektiv improvisation. Passagen igennem er som et nåleøje, det kræver virkeligt at jeg koordinerer synet.

Det andet tema handler om eksternelisering af underdelinger. Hvad nytter det at jeg ved hvad jeg laver, hvis det er svært at fange for andre i gruppen. Er det iøvrigt ikke sådan med al god kommunikation? Jeg har arbejdet med metronomen i to- og tredelte taktarter, nu er jeg gået videre og hygger mig med grooves i skæve taktarter. Orgel lydene er vidunderligt begrænsende i den øvelse. Ingen anslagsfølsomhed, kun længden af tonen at gøre godt med. Uden betoninger er 7/8 bare matematik og totalt uinteressant. Et mikro sekunds forlængelse af en enkelt tone og pludseligt hører jeg et meningsfuldt udsagn, en medrivende kædedans, en længselsfuld serenade.